Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Studietur for DRF´s medlemmer til Las Vegas, oktober 2011.

En kold 15. oktober 2011 mødtes 15 medlemmer af DRF i Kastrup lufthavn for at drage på studietur til USA, nærmere bestemt Las Vegas.

Det var herligt efter en lang rejse at ankomme om aftenen til 25 grader og skyfri himmel.

Ankomsten startede med eftersøgning af en enkelt manglede kuffert – som dog heldigvis dukkede op næste dag.

Turen bød på både socialt samvær, og mange gode faglige diskussioner hvor mangt og meget fra arbejdshverdagen og tiltag i branchen blev vendt og drøftet.

Om tirsdagen var der besøg på University Medical Center of Southern Nevada. Dette er et offentligt hospital og det eneste offentlige i staten Nevada.

Vi blev godt modtaget af et panel bestående af forskellige faggrupper fra hospitalet. Der var deltagere fra kvalitetsafdeling, hygiejneorganisation samt rengøring. Efter en kort præsentation af hospitalet og de forskellige deltageres funktion var der rundvisning på hospitalet, hvor der var rig mulighed for at stille spørgsmål.

Det blev hurtigt klart at selvom vi var langt hjemmefra, så er mange af de problemstillinger og udfordringer som vi tumler med herhjemme de samme som de har. Der blev f.eks. talt om infektionshygiejne, fastsættelse af tid til rengøringen, kvalitetskontrol og oplæring og instruktion af medarbejdere, herunder det vigtige i også at komme i dialog med patienterne.

På rundvisningen så vi bl.a. almindelige sengestuer, intensivstuer samt rengøringsudstyr.

Efter rundvisningen var der igen mulighed for at stille spørgsmål og samle op på det, de forskellige grupper havde set på turen rundt.

Hospitalet havde samlet en flot mappe med materiale vedr. det gennemgåede som alle fik udleveret.

Turen bød også på besøg på den store ISSA-messe. Igen i år var der meget fokus på desinfektionsprodukter, både til rengøring og til håndhygiejne. Der var også fremvisning af mange maskiner, bl.a. en selvkørende støvsuger til større arealer, og så er der generelt i det amerikanske samfund kommet langt større fokus på miljøet og bæredygtighed, og dermed også på grønne miljøvenlige produkter og rengøringsløsninger. En udvikling som startede i Danmark for snart mange år siden, men bedre sent end aldrig.

Tid til en tur på The Strip var der naturligvis også. De mange særprægede hoteller og kasinoer stod flot og lyste op i aften og nattetimerne. Alle med hver deres tema som baggrund og det ene flottere end det andet. Det stod dog hurtigt klart, at Las Vegas har været meget hårdt ramt af den økonomiske krise de sidste par år, med stor nedgang i antallet af spilleglade turister fra hele verden.

Amerikanerne er generelt altid utroligt positive, venlige og servicemindede, og det gælder bestemt også i Las Vegas. Rigtigt mange henvendte sig og spurgte til hvor vi kom fra, og var fulde af beundring for den lange rejse vi havde begivet os ud på, og bemærkelsesværdigt var det også, at alle vidste noget om Danmark og ikke mindst at vi har stået last og brast sammen med amerikanerne i de to krige i Irak og Afghanistan.

Efter nogle fantastisk dejlige dage i godt selskab og med rigtigt mange lære- og udbytterie indtryk hældt på tanken, satte vi os til rette i flyveren hvor der endu engang ventede os mange rejsetimer forude.

Gitte Skovvart Larsen og Niels Thomsen

Rejsearrangører på vegne af DRF

​Kontakt

​Tlf.: 86 91 58 06

E-mail: drf@d-r-f.dk 

CVR: 16501131

​Adresse

Dansk Rengøringsteknisk Forening
Klinken 34
2990 Nivå

​Hvad er DRF

​Som medlem af DRF inviteres du til at deltager i foreningens seminarer, temadage og fyraftensmøder. Du orienteres om vore arrangementer, samt om nye og aktuelle tiltag Læs mere her!